Vor Frue-Vindinge Sogne
Vindinge og Vor Frue er to selvstændige landbyer øst og syd for Roskilde. Begge steder har vi et engageret lokalmiljø med skole, idrætsforening og selvfølgelig også kirke. De to sogne har fælles menighedsråd, og præster og øvrige ansatte er også fælles ved de to kirker. Igennem ugen og året er der mange mennesker, som kommer i Vindinge og Vor Frue kirke og til kirkernes arrangementer.
Børnene og deres familier kommer til børne- og familiegudstjenester, babysalmesang, børnekor, minikonfirmand og konfirmandundervisning. For de voksne er der bl.a. foredrag, sangaftener, seniorsangere, torsdagstræf (udflugtsklub) og koncerter. Og så holder vi selvfølgelig gudstjenester, både på søn- og helligdage og på hverdagsaftener efterfulgt af spisning. Desuden er der mange, der bor eller har boet i Vor Frue og Vindinge sogne, der bruger vores kirker, når der er dåb, bryllup og begravelser.